anker-54x96               nyf339nielsebbesen               anker-54x96

andenes-i-golfen-forside

Den 2. august 1990 angreb og besatte Irak den lille oliestat Kuwait under påberåbelse af, at Kuwait var en Irakisk provins.

Hele verden – inklusive hele den Arabiske verden – fordømte invasionen, og den 9. august vedtog FN’s Sikkerhedsråd en række resolutioner, som blandt andet omfattede en blokade af Irak. En række lande sendte straks flådeenheder til Den Persiske Golf som deltagere i blokaden, der fik navnet “Dessert Shield”.

Den 31. august vedtog et samlet Folketing, at Danmark skulle deltage i blokaden – det var det selvsamme Folketing, som blot 2 år tidligere havde bestemt, at Danmark ikke længere skulle råde over fregatter – hvorfor det blev bestemt, at der skulle sendes en korvet til Golfen.

Søværnet valgte at det skulle være OLFERT FISHER (OLFI), da det var den af korvetterne, som sidst havde gennemgået store eftersyn. Man erkendte dog, at der skulle en række ombygninger til, for at OLFI kunne løse denne opgave. Svendborg Værft blev udset til at foretage disse ombygninger, som blandt andet omfattede: indbygning af 6 køleaggregater, 3 specielle køleenheder, 3 ferskvandsgeneratorer, ekstra nødgenerator, autoklave/varmeskabe, ekstra fryse – og kølestores, drikkevandsautomater og isterningsmaskiner, samt pansring af visse vitale rum og endvidere visse ændringer af overbygningen for at reducere radarprofilen.

Den 1. september ankom OLFI til Svendborg Værft, for hurtigst muligt at få gennemført de omhandlede arbejder.

En korvet er så lille et fartøj, at det ikke kan operere igennem længere tid uden en logistiks opbakning fra anden side. Der var derfor truffet aftale med Norge, om at de ville sende et skib til Golfen for selv at deltage i blokaden, men herudover at fungere som støtteskib for OLFI.

Disse beslutninger var optakten til en af de mere spektakulære oplevelser i min tjeneste i Søværnet.Jeg var selv på det tidspunkt inspektør på Svendborg Skibsværft i forbindelse med bygningen af inspektionsskibet TRITON, men da der skulle indføres et nyt EDB – styret drifts- og vedligeholdelsessystem, var jeg midlertidigt på et uges kursusophold på Holmen. I en af timerne kom eskadreteknikofficeren (ETO) for fregateskadren, KK A. Knudsen, ind i klassen og spurgte, om der var nogen, som havde kendskab til både korvetterne og til logistik. Jeg pegede på mig selv, da jeg tidligere havde være inspektør på bygningen af PETER TORDESKIOLD med efterfølgende sejlads som teknikofficer, og da jeg havde været chef i 3 år for torpedobådenes mobile logistikafdeling. ETO forlod klasselokalet uden en lyd.

Allerede en time efter blev jeg ringet op af min udstikker i Forsvarskommandoen, som sagde at jeg skulle stoppe min deltagelse i kurset og straks rejse til Svendborg, hvor jeg med mit kendskab til korvetterne samt til værftets arbejdsgange skulle være koordinator på det omfattende arbejde på OLFI.

Næste dag blev jeg igen kontaktet af min udstikker, som kunne fortælle, at der var ændringer i planen, hvorfor jeg nu i stedet skulle tage ind på sygeafdelingen på Holmen for at få foretaget en del vaccinationer, da jeg var udset til at skulle med til Golfen. Efter vaccinationerne skulle jeg uopholdeligt melde mig i Søværnets Materielkommandos (SMK) Centralledelse. Ved ankomsten hertil blev jeg straks vist ind i konferencesalen, hvor et utal af ingeniører samt højtstående danske og norske officerer studerede tegninger af det norske kystvagtsskib ANDENES.

ANDENES var efter et års tjeneste ved Sydpolen med efterfølgende tjeneste på fiskeriinspektion ved Svalbard dirigeret til Harstadt, som er hovedbyen på den lille nordnorske ø Andoya. Her lå det på værft for at få foretaget de ændringer, som var nødvendige for at kunne fungere som støtteskib for OLFI. Jeg blev beordret til straks at flyve til Harstadt for at udpege de ombygningsarbejder, som jeg fandt påkrævet. Da jeg ikke kunne påtage mig, at påpege hvilke ændringer der skulle til for at opbevare missiler, ammunition og andet våbenudstyr, forlangte jeg at få en våbenkyndig person med hvilket straks bevilget. Jeg pegede selv på KL Per Heitmann, som jeg vidste var meget erfaren på både missiler og kanoner, samt deres ildledelsesystemer.

Næste morgen fløj vi fra Kastrup til Kirkenæs i Nordnorge , hvor der holdt en militærbil, som kørte os til Harstadt. På hele turen havde vi studeret tegningerne af skibet meget nøje, og var blevet enige om hvad vi syntes, der skulle ombygges. ANDENES lignede et hvilket som helst andet skib på værft – en stor rodebutik – og der var da også kun to officerer ombord nemlig næstkommanderende KL Ivar Thomaslie og takkelofficeren (det svarer til vores matrosregnskabsfører) LT Jøran Nøstvik.

Vi blev budt velkommen, og Nøstnik fulgte os rundt i skibet selv bevæbnet med et antal tegninger af skibets indretning. De var åbenbart blevet instrueret om at efterkomme alle vores ønsker, for det var lige meget hvilket skotter vi ville have flyttet, hvilke rørgennemføringer eller kabelbakker vi ville have ændret, eller hvor vi bad om installation af affugtningsanlæg og airconditionanlæg, så var Nøstviks eneste kommentar: “Ingen problemer”.

Efter blot en halv times arbejde havde vi foretaget ændringer på såvel vores egne tegninger som på de tegninger, som Nøstvik skulle anvise værftet efter.Da vi kom op i messen havde næstkommanderende været i byen og købt noget lækker mad, og efter et par before-diner drinks gik vi ombord i måltidet, og på vanlig norsk vis var der rigelig med drikkevarer, herefter var der kaffe og cognac ad libitum, og da klokken nærmede sig midnat foreslog NK, at vi gik til køjs, da vi alle skulle flyve tidligt næste morgen.

Vel ankommen til København forelagde vi tegningerne for SMK, som straks fik iværksat bygning af skabe og reoler nøjagtig efter mål. Der blev nedsat en arbejdsgruppe til at udpege hvilke reservedele, der skulle medbringes. Dette arbejde blev koordineret af afdelingschefen på Forsyningsafdelingen – Johnny Balsved (det er ham, som i dag har hjemmesiden om den danske marine). På Dokøen blev der stillet nogle telte op hvor skabe og reoler blev placeret, således, at alle reservedelene kunne lægges direkte ind på de lokationer, som var angivet i et omfattende EDB – program, som Balsved havde designet til formålet.

dalog2Fra Forsvarskommandoen blev det bestemt, at den danske gruppe, som skulle medsejle ANDENES under navnet DALOG skulle have mig som chef, næstkommanderende blev OK Steen Ovesen, som var intendanturuddannet, våbenofficeren blev KL Per Heitmann og elektronikofficeren blev PL Peter Vestergaard, herudover blev der tilknyttet en EDB – nørd, overkonstabel Fauzi Ferri, udover at være skrap på en computer talte han også flydende arabisk, hvilket senere blev til stor gavn for DALOG.(bilede 1)

Den 11. september blev OLFI færdiggjort på Svendborg Værft, og efter at have fået forsyninger og personel ombord afgik OLFI den 12. september under stor mediebevågenhed fra Holmen med kurs mod Den Persiske Golf.

Operationen som OLFI og ANDENES skulle udføre fik navnet “Operation Far Away”

Fredag den 21. september var al udrustning klar til ombordtagning i ANDENES, (ca. 25.000 reservedele af forskellig art), men blot to timer før ankomst til Dokøen havde chefen anmodet om nøjagtig oplysning om vanddybden på Holmen. Han krævede mindst 8 meter vand, og Holmen kunne kun fremvise 7 meter, hvorfor ANDENES gik til ankers uden for København, for at afvente nærmere ordre.

På Holmen blev alle muligheder drøftet, blandt andet Langelinie eller B&W, men det endte med, at vi alle blev sendt hjem med pålæg om at møde på Dokøen næste morgen. Da vi ankom om morgenen var alle teltene fjernet og ligeså var samtlige skabe, reoler, kasser og skuffer. Der var i aftenens løb truffet beslutning om, at ANDENES skulle gå til Frederikshavn for ombordtagning af grejet og i nattens løb var en stor kortege af lastbiler fra Hærens Trainregiment  med hjælp fra kraner og trucks blevet læsset og havde sat kursen nordover. Der holdt blot en militær pickup, som skulle transportere os fem fra DALOG med privat bagage til Frederikshavn. Da vi ankom til Frederikshavn sidst på eftermiddagen, undrede vi os over, at der ikke holdt nogen af hærens lastbiler foran ANDENES. Det viste sig, at de var ankommet tidligt om morgenen og havde læsset alt grejet af på kajen, og i løbet af dagen havde ANDENES’ besætning læsset det hele ned i store bunker i lastrummet agter. Det var jo en stor streg i regningen, idet al vores besvær med at få lagt reservedelene ind på plads inden ombordtagning, nu synes at være spildt ulejlighed.

dendanskeambassadepaaandenesSå snart vi var kommet ombord smed vi trosserne og ved hjælp af to slæbebåde kom ANDENES fri af den mudrede bund på flådestationen. Vi blev midlertidigt installeret i tomands kamre, men allerede næste dag fik jeg et stort enkeltmands kammer på øverste dæk, og her indrettede vi “Den Danske Ambassade”.(billede 2)

Vi blev hurtigt præsenteret for besætningen, som havde en noget andet sammensætning end vi var vandt til fra danske skibe. Med os fem danskere var der i alt 80 mand ombord. 45 menige og 35 officerer og befalingsmænd, alle befalingsmændene havde officersdistinktioner og alle tilhørte samme messe.

Allerede på turen ned igennem de danske farvande, igennem Kielerkanalen og tværs over Den Engelske kanal, fandt vi ud af, at alle ombord var nogle fantastiske sømænd, og at alle på lige fod deltog i det forefaldende skibsarbejde. Til gengæld var det ikke de bedste soldater, men det havde man fra norsk side været klar over, og derfor sendt en masse officerer med til at oplære besætningen i våbenbetjening, havaritjeneste, sanitetstjeneste og ABC-tjeneste. Alle var indstillet på at gøre deres ypperste, og inden vi ankom til Souda Bay på Kreta for at indtage bunkers, var besætningen så gode soldater, at alle de norske specialister kunne rejse hjem.

Efter vi var kommet igennem Kielerkanalen satte vi kursen mod Denvonport i Sydengland hvor vi skulle have ekstra Sea-Sparrow missiler til OLFI ombord. Undervejs viste nordmændene hvor gode søfolk de var, for vi bunkrede to gange fra det engelske tankskib ORANGE LEAF og i begge opløbene til at foretage den Heavy Jackstay manøvre klappede alt lige efter bogen.

Vi bunkrede igen i Biscayen fra ORANCE LEAF og så snart bunkringen var overstået hejste de signalflagene BRAVO ZULU hvilket betyder well done, og da vi fik kvitteringerne over med den sidste wire, var der medsendt en kasse med 12 flasker whisky og en signalblanket, hvor der stod: “Well done boys – take god care of your self in the Persian Gulf”.

Da vi ankom til Souda Bay var vi danskere ude og handle, vi købte blandt andet et lille køleskab til opsætning på “Den Danske Ambassade”, således at vi altid havde kolde øl og vand. På hele turen holdt vi øvelser i alt forekommende, havari, sanitet, ABC og våbenøvelser. De medsendte specialister fra de norske skoler fandt hurtigt ud af, at vi danskere kunne meget mere end de selv kunne, og de overlod derfor med sindsro den videre uddannelse til os, da de rejste hjem fra Kreta. Vi lærte besætningen alt om lækstopning, afstivning af skotter, luger og lemme, vi lærte dem alt om båretransport op og ned af lejdere og frem for alt lærte vi

dem alt om ABC – tjeneste, hvilket var lidt af et hårdt arbejde, idet temperaturen nærmede sig de 35 grader igennem Middelhavet og så er det skrapt at være iført ABC – dragt og beskyttelsesmasker. Lægen ombord holdt da også et vågent øje med hvor meget væske vi indtog i løbet af dagen – det skulle helst ligge mellem 6 og 7 liter med tilhørende salttabeletter.I mellem alle øvelserne havde vi danskere travlt med at få lagt alle vores reservedele ind på plads efter det medbragte EDB – program.

Fauzi passede computeren medens vi andre tog en reservedel ad gangen og oplæste nummeret, hvorefter Fauzi kunne fortælle nøjagtigt i hvilket rum, på hvilken hylde eller skuffe at den pågældende del skulle placeres. Vi steg da også voldsomt i Nordmændenes agtelse, da vi efter at passeret Gibraltar allerede  kunne meddele, at alt nu var på plads og i orden.

Turen igennem Suezkanalen, Det Røde hav og rundt om Den Arabiske Halvø forløb uden problemer, bortset fra, at det var afsindig varmt. Vi glædede os alle til at skulle møde OLFI når vi kom til Persergolfen. Mødet var måske ikke helt som forventet, idet chefen for OLFI allerede ved vores møde i Hormusstrædet anlagde en temmelig negativ og nedladende tone overfor såvel ANDENES besætning som DALOG.

Vi fik i hvert fald at vide hvem der havde kommandoen over den samlede styrke, hvilket vi ikke havde været i tvivl om, men det var måden det blev fremført på. Vi fulgte OLFI til Jebel Ali, som skulle være vores basehavn, så længe operation Faraway skulle foregå.

Efter ankomst til havn mødtes CH ANDENES – OK Arild Skram – med CH OLFI og fik drøftet relationerne mellem de to skibe  grundigt igennem, hvorefter tonen fra OLFI blev lidt forbedret (den blev dog aldrig helt hjertelig, det viste sig at de havde en del interne problemer ombord på OLFI) så gav sig udslag i noget eksternt fnidder fnadder. I forbindelse med vores ankomst blev vi ligeledes introduceret for den lokale A. P. Møller repræsentant, og han kunne anvise os en lokal kendt mand (i øvrigt Pakistaner), som senere skulle vise sig at være til uvurderlig hjælp for DALOG.

Aftalen blev, at ANDENES skulle forblive i havn når OLFI sejlede ud, og først når han var på plads i sit operationsområde, skulle vi forlægge ud til ham. Det blev gjort af praktiske hensyn, idet de fleste problemer ombord i OLFI så regel indtraf umiddelbart efter afgang hvorved ANDENES så kunne nå, at rekvirere reservedele enten hjemmefra eller fra lokalområdet, såfremt det ikke var noget vi selv havde ombord på lager. Det viste sig snart, at langt de fleste ting såvel forbrugsgods, som inventar og reservedele, for ikke at tale om proviant, kunne anskaffes langt hurtigere billigere og bedre i lokalområdet frem for at få det hele rekvireret hjemmefra, som de oprindelige planer havde foreskrevet. Det blev derfor besluttet, at en af DALOG officererne forblev i land når ANDENES fulgte OLFI ud i operationsområderne. Det blev som regel Per Heitmann, da det viste sig, at han havde en masse erfaring fra sin tid som velfærdsofficer i tjeneste på Cypern.

festimessenpaaandenesDen ordning med lokal anskaffelse af såvel almindelig forbrugsgods, indkøb af proviant, som rekvirering af lokal værkstedsassistance faldt ikke altid i god jord hverken fra SOK eller SMK side, da de jo hermed mistede en del af den kontrol de selv havde lagt op til at have, men efterhånden måtte man hjemmefra erkende at DALOG ved at etablere et lokalt netværk kunne gøre tingene væsentligt billigere og hurtigere, end hvis alt skulle komme hjemme fra. Dette mindskede dog ikke på det store antal af tilrejsende, værkmester, ingeniører og officerer fra såvel SOK som SMK, så i tide og utide ankom uden at være rekvireret.

ridderslagningpaaandenesDette fænomen undrede også CH og besætning på ANDENES, der aldrig havde behov for tilrejsende.

Der ankom dog til ANDENES et større team fra Norsk TV, som fulgte os i et stykke tid for at beskrive livet ombord i ANDENES, men udover dette kom der aldrig nogen hjemmefra og blandede sig i ANDENES. operationer. Den norske kommando der hjemme havde åbenbart større tillid til sin skibschef ende den danske kommando havde til sin skibschef.

solbadningpaahelikopterdaekketpaaandenesDette kan også være en af grundene til den anstrengte tone, der herskede i OLFI. Nu var sådan en tur ikke kun anstrengende tjeneste, vi havde da også ind imellem tid til at feste, og blandt andet havde vi alle sammen været i land og købe arabisk outfit, så når vi holdt fest i messe var vi til tider udklædt som de fineste beduiner.(billede 3)

Vi fire danskere arrangerede en dag en fest hvor vi betalte alt hvad der skulle drikkes og ved den lejlighed blev vi alle fire slået til “Riddere af ANDENES”, men da chefen på ANDENES syntes at det var lidt for flot at bruge sin sabel benyttede han i stedet det stykke værktøj, som blev benyttet til at måle masker på fiskenettene ved fiskeriinspektioner.(billede 4)

chognkandenesInd imellem var der også tid til solbadning på helikopterdækket (billede 5)

Alting får jo en ende og efter at have sagt farvel til CH og NK rejste jeg hjem for at genoptage mit inspektør job i Svendborg. En stor oplevelse rigere og rygsækken fyldt med herlige minder.(billede af CH og NK)

  artikelandenesnyhedsbrevEfterfølgende havde NK sat en lille artikel i det Nyhedsbrev, der blev sendt hjem til alle pårørende (billede 6) Juleaften fik jeg igennem Danmarks Radio en hilsen fra officersbesætningen på ANDENES, hilsnen var ledsaget af et musikønske, og det skulle være “So Far Away”, og da de blev spurgte om hvorfor det lige skulle være det stykke fortalte de, at det passede godt på mig. For det første blev det sunget af Dire Strait, og det var amerikanernes øgenavn for Hormusstrædet, for det andet stammede det fra albummet “Brothers in Arms”, og for det tredje så blev vores operation af SOK benævnt “Operation Far Away”, så derfor.