anker-54x96                    nyf339nielsebbesen                    anker-54x96

Ole “Kroppur” Kropp fortæller:

Min beretning om efteråret 1961 med NIELS EBBESEN i Esbjerg. (Provokeret af Erik)

En del af efteråret sejlede vi inspektion i Nordsøen og anløb derfor ofte Esbjerg, som vi derfor fik et temmelig godt bekendtskab med. Ofte var vi en nogenlunde fast gruppe, som fulgtes ad, når der var landlov. Jeg er flov ved at sige, at jeg kun kan huske, at Sugar var en af dem. (Var du også med, Erik?).

Vi havde en fast rute: Det store kolde bord på (Hvad hed den nu?), derefter Peter Friis, hvor vi stille og roligt fast nød hver fire pilsnere, (der var også en hyggelig bar, som vi somme tider frekventerede, og hvor barpigen var sød og hed Ruth). Sugar bjærgede en aften hendes målebæger, så resten af aftenen måtte hun skænke på fri hånd, og det blev ret morsomt, for vi gav også hende drinks. Langt senere skænkede Sugar målebægeret til mig, og jeg har det endnu. Den aften blev Ruth omdøbt til (Spruth) og så var vi klar til at indtage ”Palmehaven”, hvor der var musik og søde dansepartnere. Her traf jeg i øvrigt en tidligere veninde fra Torshavn, som var flyttet sydpå. Hun kunne huske, at jeg var ”helten” fra ”Red Crusader- episoden”.  Hyggeligt.

I december anløb vi igen byen, og vi skulle herefter til Amsterdam og holde jul.

Min far havde bebudet sin ankomst for at hilse på sin søn inden afgang til højtiden i det fremmede. Derfor havde jeg netop den aften planlagt at bryde tidligt op og frasige mig ethvert angreb fra det modsatte køn, som jo i værste fald kunne tage timer fra den gode nattesøvn.

Så lidt før midnat forlod jeg kammeraterne og Palmehaven for at gå ned til min køje på det gode skib.

Da skete der det, som Erik hentyder til, men som han ikke ved nok om. Men det ved han om lidt.

22,5 meter fra Palmehaven holdt der en bil med tre personer – fra hæren – 2 OS og en KP. De prajede mig og spurgte om jeg ville have et lift til skibet. Det var da venligt, og jeg sagde ja tak. Da vi så kørte, spurgte de om jeg ikke lige ville have en drink hjemme hos dem. Det ville have været uhørt uhøfligt at sige nej. Det ene værn kan ikke så godt afslå en invitation fra et andet. Og de lovede at køre mig tilbage til skibet.

Det viste sig, at deres kajplads hed Oksbøl-lejren. Så der var en vis distance. Da vi nåede frem, fik de purret en messegast, som hurtigt trådte an i OS-messen.

Så begyndte den batalje, som jeg slet ikke havde ønsket eller forudset.

Messegasten fyldte ufortyndet sprut i glassene, og ”pogoerne” skiftedes til at sige ”er marinen med?”.

Hvad er svaret?: ”Naturligvis er Marinen med!”.

Efter nogen tid faldt Korporal Røg (det hed han) ned af stolen. Hans kolleger rullede ham derefter ind i et stort gulvtæppe og stillede ham i et hjørne af messen. Jeg håber – efterfølgende – at han havde hovedet opad.

Kort tid efter skulle den ene OS ud og tisse. Vi så ham ikke siden. Så var der bare chaufføren og mig tilbage.

Heldigvis havde stolene armlæn. Men til sidst ved et ”er marinen med?” gik jeg i dørken!

Den sidste OS havde jo lovet at køre mig hjem til skibet, og det gjorde han. Hvordan kørslen har været, husker jeg ikke helt.

Hjulpet ombord kom jeg ned til min køje, og fint nok. Der kunne jeg have ønsket at ligge et par uger.

Men ak. Der var jo morgenmønstring. Venlige kolleger sørgede for vekselbade og påklædning. Og morgenmønstringen i hård frost gjorde, at jeg oplevede at eksistere. Trods alt.

Jeg stod ikke på min vante plads, for de to venner, som holdt mig oppe imellem sig hørte til et andet skifte. Sådant kunne banjermesteren sagtens gennemskue og klare.

I mellemtiden var min far kommet om bord og havde ideligt påstået over for mig, at han var min far! Uden reaktion.

Efter morgenmønstringen blev jeg hældt til køjs igen.

Jeg er ret sikker på, at min far ikke syntes, at situationen var til at juble over, men han huskede også tilbage til 1938, hvor han selv var hornblæser i et infanteriregiment i Roskilde og under en øvelse (af en eller anden grund) var faldet i søvn i en høstak, så regimentschefen ikke kunne få afblæst øvelsen, som så måtte fortsætte indtil de fandt min far. Det blev han vist ikke ret populær af. Er det mon genetisk bestemt?

Faderen tog så et værelse på et nærliggende hotel, og ved frokosttid troppede Sugar og jeg op til en rigtig god frokostbuffet.

Min far troede at vi på grund af de forudgående excesser ville afstå fra nydelse af akvavit. Men deri tog han fejl. Vi turde godt fortsætte udskejelserne.

Det blev en rigtig hyggelig dag, og da vi ud på eftermiddagen vinkede farvel til min far på banegården, fiskede Sugar – med et skævt smil – en flaske Ballentine frem af inderlommen. Den smagte vi lige på, og så gik vi tilbage til hotellet og fik en lur.

Om aftenen var vi lige nede på Peter Friis og…………………….

Det var i øvrigt en rigtig kold december med hård frost og megen blæst, så en rund paradehue gav ikke megen varme til ørene. Det husker jeg tydeligt efter at have trasket fra et varmt og hyggeligt møde i Sædding helt ned til havnen. Der er faktisk ret langt.

Broen var jo os signalfolks domæne, og det hægede vi meget om. Aftenen før vi skulle afgå til Amsterdam havde en plotter(?) inviteret/lokket en ung indfødt dame op i chefens søkahyt i SB side af broen (Chefens søkahyt tilhørte naturligvis også signalfolket). Døren hertil kunne kun åbnes, når der var slået en lem i dækket op. Den ”kom vi til” at slå ned. Men så havde det unge par så meget mere tid sammen! Venlige folk rejste dog senere lemmen op, så frøkenen kom ikke med til Amsterdam og holde jul.

Dette er den sande – og først nu – nedskrevne beretning om visse søfolks oplevelser i det vestjyske i julemåneden 1961