anker-54x96               nyf339nielsebbesen               anker-54x96

peteruniform01             peteruniform01

 

Kære maritime venner!

Jeg tror, vi alle med sorg og vemod har modtaget budskabet om Peter Pades død.

Når man tænker på, hvor veloplagt han var ved vores sidste historiske træf på Gammel Holm og Nyholm, er hans død uventet. Selvom vi har nået en alder, hvor den ikke kan komme helt bag på os, så gør den det alligevel.

Det var for mig en stor glæde, at Peter for nogle år siden sluttede sig til maritime venner. Vi har kendt hinanden helt siden mellemskoletiden I Kolding; vi havde dengang og indimellem også siden megen forbindelse med hinanden, men da jeg forlod Aarhus i 1985 mistede vi kontakten. Så det var godt at se ham igen i vore sammenhænge. Og sådan havde I andre det også, kunne jeg mærke.

Peter var et meget humoristisk og et meget ansvarsbevidst menneske. Hans far døde, før Peter blev konfirmeret og han blev “manden” i huset for sin meget statelige mor, der var ansat i Nationalbanken, og sin lillebror Jan. Et ansvar han på sine gamle dage tænke tilbage på som en belastning.

Men han var typen, der ikke gik af vejen for at tage et ansvar. Han holdt af livet på Niels Ebbesen, men hans kæreste og senere hustru, Marianne, ville gerne have ham på land. Derfor spurgte han mig, om vi ikke kunne bytte tjeneste sted, og det var jeg himmel henrykt over! Han var med på to togter til Færøerne – bl.a. det berømte Red Crusader-togt.

Efter aftjent værnepligt blev Peter Pade sømandspræst i London. Jeg boede I den periode af hans liv et halvt år i Cambridge og besøgte Marianne og ham flere gange. Han gjorde det vældig godt, men da en medarbejder gjorde, hvad

han kunne, for at gøre livet surt for dem, valgte han og Marianne efter to år at forsætte jobbet som sømandspræst i Antwerpen. Så vidt jeg husker var han der i 4 år.

Resten af sin præstetid var han sognepræst i Thy og I Langenæs sogn i Aarhus. Han var begge steder an meget agtet præst.

Det er på en gang et fornøjeligt menneske, men også alvorligt menneske, med store sorger, vi tager afsked med. Det var godt, han var der, og det er godt at have kendt ham.

Æret være Peter Pades minde!

Holger “Præstur” Jepsen

Taksigelseskort fra Peter Pade’s hustru, Marianne

peter-pade-kort-fra-marianne

Tiden i Flåden og efter!

Tiden i Flåden og efter!

Så længe man var under uddannelse, kunne man få værnepligten udsat, og jeg var 26år, da jeg som teologisk kandidat om morgenen den 18. januar 1961 mødte op på SES, i tegneserien ”Basserne” kaldet Pløresødallejren. I marts blev vi også pløret godt til på forhindringsbanen. Ellers var det vinter og hård frost, vi kom ikke ud at ro på Arresøen, der var dækket af tyk is. På skydebanen var det svært at se skiverne i snefoget. Apropos is og sne og glatte trapper og veje, så har jeg haft stor glæde af noget, jeg lærte på SES, nemlig forlæns rullefald, der senere i livet har gjort, at jeg er sluppet uskadt fra et fald på en lang islagt betontrappe, og to gange er sluppet godt fra at ryge ud over styret på min racer ved at rullefalde.

På SES var det mig, der sang for på Tingelingelater, når vi sad og pudsede om aftenen, og  mig der måtte tage ansvaret for, at vi blev kommanderet til at synge den med gasmaske på under march.

Efter SES kom jeg ombord i NE den 9. marts som VP-teolog, det vil sige som præst og velfærdsmand uden rang, jeg var en af det bluseklædte personel, men havde god støtte af den værnepligtige læge og den værnepligtige styrmand, der begge havde én rundgående snor på ærmet. Da chefen havde dårlige erfaringer fra tidligere forsøg med gudstjeneste på agterdækket, hvor vinden gjorde, at ingen kunne høre, sørgede han for, at vi kunne komme i land og holde gudstjenesterne i rigtige kirker. Det gik fint, og det gjorde det også med velfærdsarbejdet, der bestod i alt fra personlig samtale til dansehus, udflugter, film, skibsavis og sangaftener på maskinbanjen.

Den megen sejlads i den urolige Nordatlant ved Færøerne gjorde, at man blev søstærk.

Engang mange år senere i fuld storm på englandsbåden, var vi kun syv personer til morgenkaffen, hvor vi fik en god snak om livet til søs, for alle syv var folk, der kendte til det. En af dem var en god bekendt fra sømandskirken i Antwerpen, matros Fritz Mortensen, der under krigen havde sejlet med konvojerne til Murmansk og havde overlevet to torpederinger og et par døgn i en redningsbåd i snestorm på Nordatlanten.

Det var selvfølgelig på grund af de syv måneder på NE, at jeg senere tog syv år som sømandspræst i Antwerpen og London.

Takket være Holmens provst, flåden og min eftermand på NE, Holger Jepsen, slap jeg for at skulle mangle al indtægt et halvt års tid efter hjemsendelsen. Dengang var der ikke en krone at få, før man fik embede, og det kunne man ikke få, før man havde fulgt pastoralseminariets kursus. Men, som sagt, gode kræfter sørgede for, at jeg fik den sidste del af værnepligten på marinekasernen i København med lov til at gå på kursus 3 timer hver formiddag, så at jeg efter hjemsendelsen kunne søge og få job i sømandskirken.

Det var så den historie, senere har jeg været præst langt ude på landet i 11 år og 21 år i Aarhus.

Og lige til sidst, også for mig var det dramatiske højdepunkt i værnepligtstiden søslaget med ”Red Crusader”, hvor vi i flere dage levede udelukkende af dåseblodbudding og karrysuppe, fordi vi var kommet så brat af sted uden at have provianteret.

peterpaderanders