anker-54x96 f340-thetis anker-54x96

f340heraldik                                             kooejethetisblue                                             f340heraldik

Pejlemærker fra THETIS togterne i 1960

Artikel af Leo Lund

I forbindelse med udgivelsen af ”THETIS” hæftet i 2011 lovede jeg Tom Wisman at forsøge at finde ud af det rigtige tidspunkt for grundstødningen på skæret i indsejlingen til Færingehavn.  Jeg søgte derfor om tilladelse til at læse i skibsjournalen (logbogen) fra den pågældende periode, og i januar 2012 modtog jeg godkendelsen.  Jeg bestilte journalen til læsning på Landsarkivet i Viborg, og 8. februar 2012 modtog jeg en mail om, at materialet lå klar til mig.

Materialet bestod af 3 journaler fra perioden 1959 og 1960, hver på ca. 100 sider og af samme format som en gammeldags hovedbog. Hver dobbeltside repræsenterer 1 dag. Venstresiden er forbeholdt notater om position, kurs, vejr- og vindforhold m.m. noteret for hver vagt. Højresiden er forbeholdt notater om hændelser på vagterne. Jeg blev forbavset over, hvor få notater ud over de rutinemæssige, der var på højresiderne.

Det var en underlig fornemmelse at bladre bøgerne igennem og dag for dag at kunne genopleve tilværelsen for mere end 50 år siden. Jeg kunne konstatere, at grundstødningen skete den 27.7.1960 kl. 12,33, og så var den opgave jo egentlig  udført. Men jeg kunne ikke modstå fristelsen til at tage forskellige notater, som kan bruges som en slags pejlemærker for togterne. Notaterne er gengivet under punktet THETIS Logbog 1959-1960.

En pudsig observation under læsningen af bøgerne var, at i en af bøgerne lå der en løs seddel med pejlinger af diverse tanke for den pågældende dag. At en sådan seddel har kunnet ligge i bogen i 50 år uden at falde ud, tyder på, at der ikke har været bladret ret meget i bogen.

Februar 2012

Leo Lund