niels-ebbesen-forside

preben preben-forside preben

 

Vi kom ind og ud på Dokøen, hvor skibet, der skulle være mit hjem de næste 3 måneder, lå. Vi fik vores skibsnummer for mit vedkommende 539, da det var et skoleskib fulgte vore numre ikke det gængse system for skibs numre, det første ciffer var hvilket skifte (vagthold), man var på, andet ciffer hvilken division (arbejdsområde) og sidste ciffer personligt nummer. Vi blev anvist, hvor vi skulle ligge, jeg fik en kistebænk i styrbord side på mellembanjen. Rengøringsområde ”baderum”, hvilket jeg for øvrigt også havde i Auderød. Min klartskibsposition var som ammunitionslanger på skibets hovedarmering 1 stk. 127mm kanon. Granaten vejede 23 kg, så vidt jeg husker.

Ved havnemanøvre var jeg på trosseholdet, der skulle tage sig af “færøhangeren” det var et kokostov ca.10 cm i diameter, lagt dobbelt og snoet, i hver ende en lang tyk stålwire, så når den havde ligget i vandet et par døgn, var den rimelig tung at trække ind. Nå, det opdagede jeg først senere. Vi blev inddelt i bakker på jeg tror otte mand.

Parvis var vi bakstørne, dvs. vi skulle rigge til, hente maden, bakke af. Den varme mad skulle hentes 2 dæk oppe, der lå kabyssen, smalle lejdere – havvejr, det var ikke altid lige let at håndtere mad til 8. Det skete jo også, at man tabte lidt, men det røg op på fadet igen, for det så de jo alligevel ikke dernede, vi fik i hvert tilfælde ikke noget mere, hvis vi gik op til kokken, og sagde at vi havde tabt maden. Den kolde mad skulle hentes i bødkeriet, der lå ude på forbanjen. Vi skulle ligge en uge eller 14 dage i København inden vi skulle af sted til Færøerne. I denne periode var vi bl.a. i Øbro svømmehal for at lære at bjærge os op i en redningsflåde, jeg tror det var kl. 0400 om morgenen. Ud på 3 metervippen og så i vandet godt nok med redningsvest og så hen til flåden for at bjærge os op. Det er ikke så let som man tror, selv om der er en stofstige. Vejret var dejligt, men ingen penge, så det var tid ombord.

 Endelig af sted til Færøerne ultimo oktober. Det var dejlig stille vejr op gennem Øresund, lysene fra Helsingør og Helsingborg var smukke. Dagen efter begyndte det at blæse op. Det blev rimeligt snusket vejr. Vi gik vores vagter – hundesøsyge, de gamle sagde, det skal arbejdes væk. Det er nu svært at arbejde det væk, når man står på udkik eller er beskæftiget andetsteds. Jeg tror nok, at jeg den sidste måned ombord kom af med det meste af min søsyge. Den kom dog igen, og resten af mine 16 år i søværnet var jeg søsyg når det blæste over 4.

Nogle mil før vi passerede Fair Isle, en ø der ligger ved Shetlandsøerne, blev vi fulgt af springere, der er en slags delfiner et smukt syn, hvor de løb foran stævnen.

Efter ca. 2 en halv dag vågnede jeg op om morgenen og så ud af koøjet, en enorm stor græsklædt klippe lige udenfor, vi lå til ankers udenfor Torshavn. Det var det første jeg så af Færøerne.

Tiden på fiskeriinspektion ved Færøerne foregik på den måde, at vi sejlede mandag-tirsdag, normalt med ca. 4 knob, om onsdagen gik vi ind til Solmunde et landingssted i Skålefjord, der var kun en pier ud, fire huse og et lokum. Vi skulle ind for at bunkre olie og vand.

Her fik jeg den første oplevelse med det færøske sprit forbud. Jeg stod gangvagt, så kom der en færing hen til mig og sagde ”flaske – flaske – sprit”. Hvad skulle jeg som nypudset KSEL gøre. Heldigvis kom en af de gamle forbi. Den klarer jeg, sagde han. Han kendte rumlen. En halv flaske brændevin – 50kr. Jeg tror den kostede 12-15 kroner herhjemme. Godt tilskud til den løn de fik. En anden fortjeneste som konstablerne havde, var cigaret køb. Det var således, at vi kunne købe 1 karton cigaretter om ugen. Prisen var 9 kroner, men det var jo mange penge, for daglønnen var kun 3 kroner. Så konstablerne købte et halvt karton for de 9 kroner – så det var i begges interesse. Vi fik gratis cigaretter, og konstablerne fik meget billige smøger.

Kunne konstablerne så ryge alle disse smøger – næppe forklaringen fik jeg, da vi kom til København. Tolder Jensen (hed han vist) kom alene ombord, blev inviteret ind i officersmessen, til en god solid søværnsfrokost, sådan en tager tid, så han havde ikke tid til at gå rundt og stemple alle de cigaret kartonner. Han overlod sit stempel til besætningen, og så blev der stemplet på agterbanjen. Dette var Niels Ebbesens næstsidste togt. Jeg har ladet mig fortælle, at på det sidste togt kom det sorte gæng ombord, det var noget helt andet. Man påstod hårdnakket, at man kunne gå tværs over havnen på cigaret kartonner de var smidt i vandet.

I weekends var vi normalt i en af de større byer, Thorshavn, Tværå, Sørvåg og Klaksvig.  En ting af de ting jeg lagde mærke til var, at i Københavns Havn kunne vi ikke se 1 meter ned i vandet, i Thorshavn kunne vi se bunden 12 meter nede.

Første gang jeg oplevede tidevand var i Sørvåg, der ligger på vestsiden af øerne, i Sørvåg var der 2-3 meters forskel på ebbe og flod, mens der i Thorshavn kun var en halv meter. Nu var der jo ikke meget at få tiden til at gå med på Færøerne, en af tingene var at gå i biografen, Thorshavn havde hele to stk. Hafnar bio og Sjønlaikar huset. Hafnar var en rigtig biograf set med danske øjne, mens Sjønlaikar huset var en slags forsamlingshus, hvor der kunne stilles stole op og vises film. For det meste var der bal der, så vidt jeg husker en harmonika og et par violiner. På et eller andet tidspunkt gik det hele over i kasketramp, kaldte vi det, det var en slags ringdans. Der var ikke det helt store ved at gå til bal, vi var jo i uniform og havde ikke en chance for at få en skid på. Vi skal jo lige huske, at der var en slags spiritusforbud på Færøerne dengang, dvs. der kunne ikke købes øl eller spiritus i forretningerne. Færingerne var jo heller ikke begejstrede for at få et skib ind med 100 mand, der ikke havde set kvinder på længe, så danse med de færøske piger, var ofte en invitation til slagsmål.

Det helt vilde i Thorshavn var konditoriet Refsdorfs eller lignende. Der kunne man få kaffe og te samt kage, og der var en mulighed for lidt kontakt, for de færøske mænd var ikke rigtigt til kaffe. Nå, 3 kroner om dagen rakte jo ikke ret langt.

Biografen i Sørvåg var en historie for sig, et godt stykke uden for byen lå et enligt hus måske 4 gange 8 meter. Det var det lokale forsamlingshus går jeg ud fra, nej det kan ikke have været 4 meter bredt for der var kun plads til 1 bænk i bredden. Nå men systemet var som jeg før har fortalt – sidste mand tager en ølkasse, slukker lyset og begynder at dreje på fremviseren.

Vores tid skulle jo gå med at uddanne os i basisviden ombord, så vi gik vore vagter. Ja, jeg gik også udkik et stykke tid, indtil en sen aften eller nat, hvor styrmanden kom farende ud – det var en åben bro – og gav mig et møgfald for ikke at have varskoet for alle de fartøjer, der lå et stykke fra os. Jeg fortalte ham høfligt, at vi ikke skulle rapportere lys fra land. Han spurgte mig, da om jeg ikke kunne se de røde og grønne lanterner, Næh, svarede jeg. Er de farveblind mand, ja.

Det var min sidste vagt som udkik, men for at jeg ikke skulle falde i lediggang på mine vagter, fandt de på at lave en vagt ved døren ud til dækket lige ved kabyssen. En af vore opgaver når vi var på vagt, var at bemande redningsbåden. Når skiftet var på vagt, gik vi vagt 1 time af gangen, og kunne “slange” i gangene. Skibet havde to gange i siden der længere fremme samledes i 1 gang. Mellem de to gange gik en forbindelsesgang. De to langskibsgange blev kaldt hhv. St. Kongensgade og Bredgade mens mellemgangen hed Dr. Tværgade. Logikken så jeg først senere, da jeg kom til København. Når skiftet skulle på vagt, gjaldt det om at komme til at ligge i Dr. Tværgade for der var ro, og ingen gennemgang.

Når et af søværnets skibe dengang var så længe hjemme fra, var der en præst ombord, en værnepligtig. Vi havde også en sådan ombord, han var noget speciel. Han var jo lidt udenfor det hele, havde egen kahyt og blev behandlet bedre end andre værnepligtige. Han var i besiddelse af et meget stort rødt fuldskæg og også rimeligt langhåret, indtil officererne en aften havde drukket ham grundigt på pelsen og fået ham til at klippe og barbere sig, så næste morgen mødte der en pilskaldet – glatbarberet værnepligtig op. Det var næsten synd. Livet gik sin vante gang ombord med vagter, rengøring, rustbankning og maling. Skibet var i en sådan stand, at det eneste sted det var sikkert at banke rust var på kanonen. Ellers så gik pighammeren igennem. Sådan gik rygtet i hvert fald.

En gang mens vi var på Færøerne, var vi på bus tur til Kirkebø, kongsbondens gård. Ved siden af gården lå ruinen af en kirke, et af de mest berømte steder på Færøerne. En af gangene vi lå i Klaksvig, var jeg forbi kirken, den var i 1962 endnu ikke helt færdig bygget, men flot var den. I begyndelsen af december fik vi ordre til at gå til Esbjerg, således at vi var der ca. den 18-19. december. Hvorfor ved jeg ikke men vi var også kun konstabelelever, så ingen fortalt os noget (Jeg har nu læst det var pga. udskiftning af stambesætning). Sydover det gik, og jo længere vi kom ned mod Danmark, jo koldere blev det. I Esbjerg var der 10-15 graders kulde, mens Færøerne havde 10 graders varme. Vi kom der ned. Jeg ringede til Ove (Min papfar) og fik hilst på ham og ønsket ham og mine søskende glædelig jul, for vi skulle op for at fejre jul på Færøerne. Så ville jeg kontakte en fra min gamle klasse, og den eneste jeg havde telefonnummer på var Inge Knudsen. Så jeg ringede til hende. Hun var ikke hjemme fik jeg at vide ok jeg ringer senere. På et eller andet tidspunkt senere på dagen kom jeg i tanke om det, mens jeg sad på et værtshus og fik 1 øl, pengene rakte jo ikke langt. Så jeg ringede igen og fik snakket med Inge.

Nu skulle vi jo af sted til Færøerne igen. Da stiftede jeg for første gang rigtigt bekendtskab med forbruget af øl mv. i søværnets enheder, vi lastede utroligt mange kasser øl ombord ikke ret mange kasser vand. Da lastningen var færdig, blev det konstateret, at der var stjålet 15 øl og 3 vand. En anden ting jeg også bemærkede, var, at når der var fest i messerne på Færøerne var officererne altid godt fulde, og der var en del kvinder i messerne, men i Esbjerg hvor der var messefest med koner, var stemningen meget sober, hvorfor mon dog?

Vi skulle nordpå igen, mens vi svajede i bassinet i Esbjerg havn, stod en officer på agter dækket og råbte op til broen, hvor langt der var mellem hækken og kajen – 5 meter – 4 meter – 3 meter – (nu må den sgu da ramme, så vi kunne undgå at komme derop, for vi skulle hjemover igen 30. Dec.) – 2 meter – 2 meter – 3 meter (satans) vi ramte ikke.

Vi kom til Færøerne ca. 22. dec. Juleaften fejrede vi, så vidt jeg husker i Thorshavn, en alligevel hyggelig aften, vi fik den sædvanlige and med rødkål, gave fra søværnet og gave fra et eller andet missionsforbund, der sendte små gaver til søens folk, jeg tror jeg fik et par uldne sokker.  Det var godt, at de ikke var gået til en, der sejlede på varmen.

Hvad fik vi så tiden til at gå med ombord. Ja, et par ting som jeg husker, var at vi i kantinen kunne købe nogle tørre kryddere med navnet RISTO, samt noget dåsefrugt, det var en cocktailblanding. Dåseåbnere fandtes jo ikke, så dåserne blev åbnet med alt muligt. Vi fik “frisk” mælk, hver dag. Dvs. vi havde en såkaldt jernko, hvori der kom skummetmælkspulver og smør, så efter et stykke tid, havde den blandet det, og det kunne drikkes.

På et tidspunkt under turen skete det uheldige, at en eller anden havde åbnet en ventil ude på baderummet, denne ventil var en forbindelsesventil mellem saltvandsrørene og ferskvandsrørene. Det blev opdaget ret hurtigt, og der blev lukket. Men et rør, hvori der har løbet saltvand, giver afsmag i flere uger efter. Så kaffe, te, mælk, saft (Natojuice) det hele havde en fad smag. Vi overlevede dog.

Nede på agterdækket havde vi en tønde med spegesild stående. Sådan en tønde ser ikke ret appetitlig ud, der flyder et tykt gult lag fedt ovenpå. Når vi vaskede ned (spulede skibet), fik tønden også en gang snavs. Det bekymrede os dog ikke. En dag kom jeg forbi tre befarne værnepligtige, der var ved at gøre en spegesild fast midt i et net, der var udspændt i en ring med en diameter på ca. 1 meter. Jeg spurgte, hvad de skulle med det. Det fanger vi rødspætter med, sagde de. Nu var jeg jo elev og kendte godt de forskellige måder, hvorpå man narrede os. Ja den er god med jer sagde jeg. OK, kom igen om en halv time, når vi trækker, det op igen. Jeg kom igen en halv time efter. Ganske rigtigt, de trak nettet hurtigt op, og der var en fire-fem rødspætter i det. Det lod til at rødspætterne, gik efter lugten. En anden dag så jeg kokken komme svingende med en spand fyldt med de uappetitlige spegesild, jeg spurgte ham, hvad han skulle med dem. Dem skal i have til frokost eller var det aften, ja den er god med dig, sagde jeg. Dumt spørgsmål – dumt svar. Det var ikke et dumt svar, vi fik dem. Det tog mig 25 år inden jeg spiste spegesild igen.

Det kunne godt blæse deroppe omkring Færøerne. Vi havde pga. vejret måtte ankre op inde i Skålefjord, det blæste så kraftigt, at et af rederiet J. Lauritzens ishavsskibe lå længere inde i fjorden i vejrly. Gøsen, det forreste lille flag, som man sætter, når man ligger inde eller til ankers, havde snoet sig omkring gøsstagen, og jeg blev sendt ud for at klare det. Vinden var så kraftig, at jeg kun kunne trække vejret, når jeg gik baglæns, jeg kom dog ud og fik flaget klaret, det gik meget hurtigt med at komme tilbage. Senere på dagen sprang ishavsskibets anker og det drev ned mod os. Men det fik nogle andre ankre ud og dermed klarede man sagen.

Vi sejlede mod Danmark 30. dec. 1962 og fejrede vor nytårsaften omkring Fair Isle. Et pænt stykke nord for Sjælland kom vi ind i isen.  Vi var i København 2. januar. Efter afrigning var der frihed og en forlænget weekend. Det var således, at vi kunne købe, hvad der hed den orlogsbillet med DSB, den kostede 5 kr. En sådan kunne vi købe 1 gang om måneden, så vi regnede ud at vi havde opsparet 3 stk. i den tid vi var på Færøerne, men sådan var det ikke, de kunne ikke spares op.

nielsebbesenmaleriFrakommandering og start på uddannelse som radiotelegrafist på Margretheholm. Det er en anden historie.

Det eneste minde jeg har, er det maleri, vi fik tilbudt, da vi var kommet på Margretheholm.

Jeg tror det kostede 50kr i 10 lette månedlige afdrag.